Kapitel 2 - Årets længste dag

Gran- og fyrretræerne omkring gården var enorme. Men ét træ har tårnet sig op over hende i umindelige tider. Det var det store grantræ, der stod midt i gården. Dengang de byggede dette kompleks, ønskede nogle af dem at rive det store grantræ ned. Men så satte de den under beskyttelse uden videre – og så blev den, og de byggede en bænk rundt om den.

Stedet herude ved grantræet var hyggeligt. Mange mennesker sad bare her i pauserne. Eller de lærte. Eller lærerne var ved at forberede deres næste lektion. Om eftermiddagen hvilede mange lige lidt her. Og om aftenen var der ofte fester, grillfester og andre fester, nu hvor sommeren endelig var her.

I de tidlige morgentimer på denne vidunderlige dag var det allerede rigtig varmt her, men det var åbenbart stadig for tidligt at se nogen ved det store grantræ midt i skolegården. Og endda for en kostskole, hvor man mente, at mange stod tidligt op, lige før halv syv var simpelthen for tidligt.

Vinden, selvom den kun var mild, fik det høje grantræ til at svaje umærkeligt. Du kunne se det ved at se helt øverst.

I de tidlige morgentimer den dag var der naturligvis også tilsvarende stille på hele gården for tiden. Og stille. Så stille, at selv ulvenes hylen eller hjortens brøl kunne høres herfra.

Men så blev stilheden pludselig brudt. En pige, der cyklede, skød pludselig ud bag et buskads i voldsom fart og kørte derefter ind midt i gården. Der vendte hun nogle formålsløse cirkler.

Cykelpladserne var placeret i nærheden af en trappe, der førte til tennisbanerne. Der stod utallige cykler parkeret. Pigen satte nu farten ned. Hun spadserede hen og ledte efter et ledigt hjørne til sin cykel. Til sidst fandt hun et, og så stod pigen af.

Hun styrede dygtigt hans cykel ind i den udpegede holder. Lige så dygtigt monterede hun cykellåsen på den og låste derefter cyklen.

Så snart pigen var færdig med det, åndede hun dybt ud. Hun må have kørt stærkt. Eller i meget lang tid kunne man ikke rigtig sige fra hende. Hun virkede i hvert fald ret irriteret. Hun stod stille og så mod himlen. Hendes øjne var store. Og hendes hår var lysebrunt, lige under skuldrene, og klippet frækt. To seje flettede grisehaler hang i to røde tråde bag ørerne. Det vil sige, at en af de to tråde et øjeblik dækkede pigens ansigt. Hun skubbede forsigtigt hårstrået ud af hendes ansigt.

Tilsyneladende tænkte pigen på noget særligt. I hvert fald rystede hun på hovedet og gik så ind i det store træhus, der grænsede op til den store gård.

Lantyan - den mest mystiske af alle kostskoler. De, der kom hertil, kunne betragte sig selv som meget stolte. Næsten alle børn fra Amerika ville ønske, at de kunne tilbringe et år her. Med så lang en venteliste er kravet for at komme her selvfølgelig meget højt. Du skal igennem svære tests. Man skal interessere sig for naturvidenskab – for Lantyan er en meget naturvidenskabeligt orienteret skole med hovedfag i fysik, matematik, amerikansk historie og den slags. Man skulle tro, at dette ville skræmme børn væk, men faktum var, at flere og flere børn ønskede at tage til Lantyan. Selv børnehavebørn ønskede julemanden en nat i Lantyan.

Det var ikke kun videnskaben, der trak børnene hertil. Det siges, at Lantyan gemmer på en stor hemmelighed. Og det er netop det, der trækker børnene her. Derfor ønskede så mange at komme her. Men meget få nåede faktisk at bestå de hårde optagelsesprøver. Og på en eller anden måde skulle det også være en god ting, at ikke alle fik lov til at kende Lantyans hemmelighed.

Teenageren med det mørkeblon