Agnes og Emil
Agnes Mathilde Hansen (#3) og Emil Jørgensen (#2)
levede stort set hele deres liv i Vejle amt.
Agnes er født i Sindbjerg sogn, nærmere bestemt Lindved Mark, og Emil blev født i Langskov. Sindbjerg og Langskov var nabosogne, beliggende nord for Vejle og sydøst for Tørring.
Agnes’ forældre flyttede til Jelling da hun var 1 år gammel, og da hun var 7 år flyttede familien til Højen syd for Vejle, hvor de også boede da hun blev konfirmeret i 1910. Emil boede hele sin barndom i Langskov, hvor han blev konfirmeret i 1911 i Uldum kirke.
I 1916 var de begge kommet ud at tjene. Det var i Smidstrup sogn, mellem Vejle og Kolding. Ikke nok med, at det var i samme sogn, de kom også til at arbejde og bo mindre end en kilometer fra hinanden, lidt nord for Store Velling. Emil (18 år) var tjenestekarl hos Peder Madsen på Stokballegård, og Agnes (20 år) var tjenestepige hos Hans Hvid på Hvidsminde.
Stokballegård 1947, Store Velling,
Foto: Sylvest Jensen Luftfoto;
Det Kgl. Bibliotek
Hvidsminde 1947, Store Velling
Foto: Sylvest Jensen Luftfoto;
Det Kgl. Bibliotek
Begge gårde lå på Stokballegårdsvej. Hvidsminde umiddelbart nord for Store Velling og Stokballegård lidt vestligere. Stokballegårds jorder på sydsiden af Stokballegårdsvej strakte sig næsten helt hen til Hvidsmindes jorde på den anden side af vejen.
Hvidsminde må ikke forveksles med en anden gård med samme navn i Smidstrup sogn. Den anden gård lå i Tiufkær vest for Smidstrup, og sjovt nok hed ejerne af den gård også Hvid til efternavn. Uden at jeg har undersøgt det, vil jeg tro, at de har været en del af samme slægt, måske et par generationer tilbage.
Agnes’ seks år ældre søster Karen Kristine var i 1910 blevet gift med Jørgen Jørgensen, som var tjenestekarl på Stokballegård i Store Velling. De nygifte flyttede sammen og begyndte at stifte familie i Store Velling. Det er vel ret sandsynligt, at Karen og Jørgen har formidlet, at Agnes et par år senere fik arbejde på Hvidsminde. Med den korte afstand til Stokballegård, har Agnes jo nok jævnligt besøgt sin søster og svoger, og så har hun selvfølgelig lært den jævnaldrende tjenestekarl Emil at kende.
Hvor længe de hver især havde arbejde på de to gårde ved jeg ikke, men i sommeren 1917 var Agnes blevet gravid.
Dobbeltbryllup
Ved brylluppet den 11. december 1917, er der noteret, at Emil var landmand i Skærup. Som forlover var der en Viktor Jensen, boelsmand fra Skærup. Det har formentlig været Emils arbejdsgiver på det tidspunkt.
Agnes boede da hjemme hos forældrene i Stubdrup i Højen sogn, som ligger lige nord for Smidstrup sogn. Brylluppet blev et dobbeltbryllup, for samme dag og sted blev også Agnes’ tre år ældre søster Julie Valborg gift. Mere om Julie på side 106.
Agnes Mathilde Hansen (#3)
* 27. september 1896, Sindbjerg sogn, Vejle amt.
† 15. januar 1963 i Kollerup sogn, Vejle amt. (66 år)
Gravlagt på Jelling kirkegård.
Agnes blev født på Lindved Mark i Sindbjerg sogn, og døbt i Sindbjerg kirke den 27. december. Datter af arbejdsmand Rasmus Hansen og hustru Anne Nielsen på 31 år. Faddere ved dåben var pigen Mette Marie Kristensen; høker Nielsens hustru Maren; indsidder Martin Kristiansen; ungkarl Laust Laursen; ungkarl Anders Nielsen, alle fra Lindved.
Lindved Mark, hvor Agnes blev født, ligger nord for Lindved by og dækker området mellem gården Hersholm og Kragelund skov.
Opvæksten
Agnes’ forældre, Rasmus Hansen og Anne Nielsen var blevet gift den 12. juni 1886 i Vinding kirke. De var da begge 21 år gamle, og Anne var knap 3 uger før brylluppet nedkommet med en søn. Han blev døbt Hans Peter Hansen umiddelbart efter ægtevielsen.
Agnes var det syvende barn i søskendeflokken, og forældrene var begge 31 år gamle, da Agnes blev født. I de ti år der var gået siden brylluppet, havde de flyttet lidt rundt i sognene nord for Vejle Fjord. Først blev Rasmus daglejer i Barrit. Dernæst blev han i et par år lejehusmand under Williamsborg herregård, som ligger i Daugård syd for Hedensted. I 1893 var de indsiddere i et hus under Stounbjerggård i Store Dalby umiddelbart øst for Hedensted. Tre år senere var familien flyttet til Lindved Mark i Sindbjerg sogn, 15 km nordvest for Hedensted, og her blev Agnes så født.
Efter Agnes’ fødsel kom familien til at bestå af forældrene og fem børn på mellem 0 og 10 år. To børn var døde som spæde. Det var andet og femte fødte, som døde efter henholdsvis 12 timer og syv dage.
Da Agnes blev født, havde hun således to brødre og to søstre. Hans Peter på 10 år, Thomas på 8 år, Karen Kristine på 6 år, Julie Valborg på 3 år.
Året efter Agnes’ fødsel, flyttede familien til Jelling, hvor Rasmus fik arbejde som daglejer ved agerbrug på Haughus gods. Haughus gods ligger umiddelbart øst for Jelling by. Familien boede i Jelling Skov, som ligger syd for Jelling by. Haughus Gods grænser op til Jelling Skov, og jeg formoder at det stykke fredskov, der ligger på Haughus’ jorder også er en del af Jelling Skov. Der boede familien i fem eller seks år, og der kom i den periode endnu et barn til verden. Seks dage før Agnes fyldte tre år fik hun i 1899 en lillebror, som fik navnet Alfred.
Medens de boede i Jelling blev de to ældste drenge konfirmeret (1900 og 1902).
Foto:
Sylvest Jensen Luftfoto;
Det Kgl. Bibliotek.
Gården i Stubdrup 1947.
ca. 3 km i luftlinje syd for Ny Højen
I en alder af 38 år købte Rasmus den 30. oktober 1903 en mindre gård i Stubdrup i Højen sogn. Jeg anslår, at den har været på 11-12 tønder land. Med den størrelse må det betegnes som et husmandssted, selv om præsten kaldte Rasmus for boelsmand ved hans død. Normalt skulle der være over 15 tdr. land, før det kunne kaldes et boelsmandssted. På den gård blev de boende resten af deres dage.
Medens de boede i Stubdrup voksede børneflokken med to drenge og to piger. Allerede da de købte gården var Anne gravid, og lige før jul fødte hun en dreng, som fik navnet Harald. Agnes var da 7 år gammel, og på det tidspunkt var der med den nyfødte dreng fem hjemmeboende børn fra 0-13 år. Det må formodes at Hans Peter og Thomas efter deres konfirmation i henholdsvis 1900 og 1902 var ”kommet ud at tjene”, som man sagde. I 1906, 1907 og 1910 fødte Anna yderligere to piger og en dreng.
Ved Agnes’ konfirmation i 1910 var der seks hjemmeboende børn fra 0 til 14 år. Agnes var fyldt 14, Alfred 11, Harald 7, Anna Kathrine 4, Mary Marie 3 og så den nyfødte Holger.
Oversigt over Rasmus og Annes børn
1. Hans Peter Hansen, *24. maj 1886, Vinding. †16. marts 1915 (29 år).
2. Karen Kirstine Hansen, *15. maj 1887, Barrit. †15. maj 1887 (12 timer).
3. Thomas Hansen, *12. maj 1888, Barrit.
4. Karen Kristine Hansen, *4. september 1890, Daugaard.
5. Henrik Anton Hansen, *17. juli 1892, Daugård. †23. juli 1892 (7 dg).
6. Julie Valborg Hansen, *10. august 1893, St. Dalby.
7. Agnes Mathilde Hansen, *27. september 1896, Sindbjerg. †15. januar 1963 (66 år).
8. Alfred Hansen, *21. september 1899, Jelling.
9. Harald Hansen, * 13. oktober 1902, Jelling. † 24. januar 1903 (3 mdr.)
10. Harald Hansen, *20. december 1903, Højen.
11. Anna Kathrine Hansen, *24. januar 1906, Højen.
12. Mary Marie Hansen, 20. september 1907, Højen.
13. Holger Reinar Hansen, 7. august 1910, Højen.
Agnes blev konfirmeret i Jerlev kirke den 2. oktober 1910. Hendes karakter for kundskaber og forhold anførte præsten til mg. Ved konfirmationen fik hun udleveret sin skudsmålsbog.
Information om skudsmålsbøger.
Skudsmålsbøger blev indført fordi myndighederne siden begyndelsen af 1600-tallet ønskede at kontrollere tyendet og løsgængerne.
I 1655 blev det pålagt alle, der ankom til et sogn, at melde sig hos sognepræsten og der fremvise skudsmål, egentligt et flyttebevis. Præsten skulle så undersøge, om de havde lovligt flyttebevis fra det sted, de kom fra. Når tjenestefolk ønskede at forlade sognet, skulle præsten give dem et flyttebevis.
I 1832 indførte man de egentlige skudsmålsbøger. Bogen var blot tre papirark, som var indbundet med kraftigt pap og gennemtrukket med en snor, som blev forseglet. På første side skulle sognepræsten (eller politimyndigheden) underskrive bogen og...