Smykkeskrinet

I St. Honoré-gaden lå det lille hus, som Magdalena Scuderi, der var bekendt for sine smukke vers, beboede.

Sent om natten blev der banket stærkt og heftigt på i det lille hus, så at det kunne høres over hele forstuen. Baptiste, der i frøkenens lille husholdning på én gang forestillede kok, tjener og portner, havde netop ferie for at være med ved sin søsters bryllup, og deraf kom det, at Martinière, frøkenens kammerfomfru, var alene hjemme.

Hun hørte den gentagne banken og kom til at tænke på, at Baptiste var borte og havde ladet hende og frøkenen tilbage i huset uden nogen beskyttelse. Tanken om alle de indbrud, tyverier og mord, som netop forøvedes i Paris på den tid, fór hende gennem hovedet, og hun var aldeles sikker på, at en bande mordere, der havde fået at vide, at kvinderne var alene hjemme, stod udenfor og havde ondt i sinde mod frøkenen; hun blev derfor sitrende og bævende på sit værelse og forbandede Baptiste og hans søsters bryllup.

Imidlertid blev det ved med at banke, og det forekom hende, at en stemme af og til råbte: ”Så luk dog op i Jesu navn, så luk dog op.”

Endelig greb Martinière, der blev mere og mere bange, hurtigt en tændt lygte og løb ned i forstuen; da hørte hun ganske tydeligt den bankendes stemme: ”For guds skyld, luk dog op!”

”Sådan taler en røver ikke,” tænkte Martinière; ”hvem ved, om det ikke netop er en forfulgt, der søger tilflugt hos mit herskab, som jo altid er parat til at gøre en velgerning. Men lad mig nu være forsigtig.”

Hun åbnede et vindue og råbte ned, hvem der så sent om natten bankede på døren og vækkede alle mennesker, og forsøgte samtidig at gøre sin dybe stemme så lig en mandsstemme som muligt. Månen kom netop frem bag en sky og belyste en høj skikkelse, der var indhyllet i en lysegrå kappe, og med hatten trykket dybt ned over øjnene. Hun råbte nu med høj røst, så at han, der stod nedenunder, kunne høre det: ”Baptiste, Claude, Pierre, stå op og se efter, hvad det er for en døgenigt, der vil slå døren ind.”

Da sagde han, der stod dernede, med sagte, næsten klagende stemme: ”Åh, Martinière,