ESTER retted på Hodepuden. Hun titted ud gennem Sprinklerne i sin lille Seng. Døren til Stuen står på Klem, Lyset fra Lampen derinde falder i en lang skrå Stribe ind i det store Soveværelse. Dér står to endnu mindre Senge og en større, foruden Fars og Mors. To små Søstre sover, Storegut er kanske vågen. Men Ester tænker ikke på Storegut nu. Hun hører på Musiken derinde. Ikke ganske bevidst, for Søvnen er ved at fange hende. Men dét er det deiligste, Ester ved i Verden.

Mama spiller. Hver Aften spiller hun. Papa er også derinde, han røger en Cigar i Slobrok og drikker Te. Ester ved ikke, hvad Musik er, hun har ikke tænkt over nogenting. Det kommer til hende, og hunlever, sover og våger og bæres af Drømme. Dagen går med Leg og Storegut og at stelle med de mindre, som Ester ikke finder så morsomme, for de er så klodsede. Men når Aftenen kommer, da er detdette igen. Det, som ikke kan udsiges: bli lagt i den lille Seng med de høje Sprinklerne og titte ud og høre og drømme, til Ester ikke ved mere af sig. Og så kommer Morgenen igen.

Mama spiller. Ester ved ikke, at det tilfældig — eller ikke tiltældig — er Jordens skønneste Musik, hun hører. Lykkelige Barn, det er ikke noget, at undres over, om hun føler noget — ubeskriveligt — ved det. For selve Løsningen på Gåderne er hende nær, de Livets Gåder, som lille Ester slet ikke har tænkt over, men som plager andre ...Hun lever i Harmonier. Lykkelige Barn, som har Øre for dem.

Mama spiller Jordens skønneste Musik, de store. Vi kunde nævne dem ved Navn, men det behøves ikke, alle kender dem. Det er Ouverturer, hele klassiske Operaer, Sonater, gamle underlig mystiske Ting af Carl Maria von Weber, »Jægerbruden« med Troldsangene og den sorte Jæger ... Folkemelodier fra al Verdens Lande ... Wagner, vore egne. Der findes snart ikke den Ting, som Mama ikke prøver sig på og spiller, endda hun ikke har lært. Det er Trolddom, er det. Fingrene går, ogÅnder suser og sukker gennem Tonerne, de lokkes hid og did, de lever og bøier sig og må lystre — for Mama er et Geni. Men det skønner ikke Ester endnu. Hun tror vel, at det ikke kan være anderledes.

Hys ... Det blir stille derinde. Ester fornemmer det halv i Drømme. Lysskæret fra Døren blir et Øieblik stærkere ... En Skikkelse kommer sagte ind og går henimod Vinduet. Ester skønner, at det er Mama, som går omkring og leder efter noget. Og nu er det med ét ligesom ikke den samme Mama, som spiller. Barnet følger hende med Øinene og får et Sekund den Følelse, som stundom ellers overfor det sarte Væsen med den rene Profil og det åndsfraværende og melankolske Udtryk: En vag Føl