FØRSTE DEL

1. kapitel
Coralie

Klokken var næsten halv syv og skumringen ved at bryde frem, da to soldater kom frem på det lille træbeplantede torv, ud for Musée Galliéra, der hvor Rue de Chaillot og Rue Pierre-Charron mødes. Den ene bar en infanterists himmelblå kappe; den anden var iført senegalesernes uniform af ufarvet uld med ridebenklæder og jakke med skærf, den uniform som zuaverne og de afrikanske tropper har været iført siden krigen brød ud. Den ene af dem havde mistet sit højre ben, den anden sin venstre arm

De gik rundt om den åbne plads, i hvis midte der står en smuk gruppe af silénfigurer. Så standsede de. Infanteristen kastede sin cigaret bort. Senegaleseren tog den op og tog nogle hurtige drag af den, slukkede den ved at klemme den mellem tommel- og pegefingeren, og stoppede den i lommen. Alt dette foretog han sig uden at mæle et ord.

Omtrent samtidig kom endnu to soldater ud fra Rue Galliéra. Det var aldeles umuligt at afgøre, hvilken våbenbart de tilhørte, for deres militære udrustning bestod af en mærkelig sammensætning af militære og civile bestanddele.

Den ene bar imidlertid en zuavs chechia, den anden en artillerists kepi. Den ene gik med krykker, den anden med to stokke. Disse to holdt sig tæt ved aviskiosken, der stod nær ved fortovet.

Tre andre kom, hver for sig, fra Rue Pierre Charron, Rue Brignoles og Rue de Chaillot: en enarmet jæger, en haltende sappør og en marinesoldat med en beskadiget hofte. De gik, hver for sig, direkte hen til et træ og støttede sig til det.

Ikke et ord blev vekslet imellem dem. Ingen af de syv invalide soldater syntes at kende noget til nogen af de andre, eller blot så meget som gav sig mine af at have observeret de andres nærværelse. De stod alle uden at røre sig, henholdsvis bag træerne, bag kiosken, eller bag siléngruppen. Og de få spadserende, som denne aften, den 3. april 1915, passerede torvet, der ikke fik noget nævneværdigt lys fra de maskerede gadelygter, syntes ikke at lægge mærke til de ubevægelige skikkelser.

Et ur slog halv syv. I samme øjeblik åbnedes porten til et af de huse, der vendte ud mod torvet. En mand kom ud, lukkede porten efter sig, passerede Rue de Chaillot og gik rundt om den åbne plads foran museet. Det var en officer i khakiuniform. Under den røde felthue med de tre guldsnore, var hans hoved omviklet med en lærredsbandage, der skjulte hans pande og nakke. Han var høj og slank. Hans højre ben endte i en træklods med gummifod. Han støttede sig til en stok.

Han forlod torvet og drejede ind på Rue Pierre-Charrons kørebane. Her vendte han sig og kastede et hurtigt blik over sine omgivelser. Under denne omhyggelige inspektionstur kom han til et af træerne foran museet. Med håndtaget af sin stok puffede han let til en mave, der ragede lidt frem bag stammen. Maven blev øjeblikkelig trukket ind.

Officeren satte sig atter i bevægelse. Denne gang gik han direkte ned ad Pierre-Charron mod Paris’ centrum. Så kom han til Avenue des Champs-Elysées og vandrede langsomt ad det venstre fortov.

Et par hundrede meter længere borte lå et stort hus, som, efter hvad flaget udviste, var blevet omdannet til lazaret. Officeren standsede et lille stykke derfra og indtog en ventende holdning, dog således, at han ikke kunne ses af dem, der kom ud fra huset.

Klokken slog kvart i syv, og syv. Der gik endnu nogle minutter. Fem personer kom ud fra huset, og lidt efter kom der to til. Endelig viste der sig en dame i vestibulen, en sygeplejerske klædt i en vid, blå kappe med Røde Kors-mærket.

— Der kommer hun! sagde officeren.

Hun gik samme vej, som han var kommet fra, opad Rue Pierre-Charron; hun holdt sig på den højre gangbane og kom så til det punkt, hvor gaden skæres af Rue de Chaillot. Hendes gang var let, ubesværet og taktfast. Det lange slør flagrede i lufttrykket. Trods den vide kappe, så man at hun havde en ungdommelig og smidig figur. Officeren fulgte efter hende, hans mine var ligegyldig og fraværende, og han svingede med sin stok, som var han ude på en promenade uden mål.

I dette øjeblik så man ikke andre personer på denne del af gaden. Men straks efter, at hun var gået over Avenue Marceau, begyndte en bil, som stod på avenuen, at køre i samme retning som sygeplejersken gik, i en bestemt afstand fra hende.

Det var en taxameterbil. Og officeren lagde mærke til to omstændigheder: for det første, at der sad to mænd inde i den, og endvidere, at den ene af dem lænede sig ud gennem vinduet og hele tiden talte ivrigt med chaufføren. Det lykkedes ham at opfange et hastigt glimt af denne mands ansigt, der prydedes af et par tykke moustacher, og han bar en grå filthat.

Sygeplejersken vedblev at gå uden at vende sig. Officeren var gået tværs over gaden og påskyndede nu sine skridt, idet han lagde mærke til, at bilen så småt forøgede farten, idet den nærmede sig den åbne plads foran museet.

Fra sin plads kunne officeren overse hele torvet, men i mørket var det ham alligevel ikke muligt at se de syv invalider. Og der var hverken kørende eller fodgængere at se.

Ej heller syntes kvinden at se noget, som kunne forurolige hende. Hun viste i det mindste ikke noget tegn på tvivlrådighed. Og hun syntes ikke heller at bemærke bilen, der fulgte hende, for hun vendte sig ikke om en eneste gang.

Bilen vandt imidlertid ind på hende. Da den nærmede sig torvet, var den højst ti til femten meter fra sygeplejersken, og da hun, endnu uden at lægge mærke til noget, kom hen til de første træer, kom den endnu nærmere, forlod kørebanens midte og begyndte at stryge tæt mod fortovets kant, mens manden, der havde lænet sig ud, nu havde åbnet døren, og stod på fodtrinnet.

Officeren gik endnu en gang over gaden, hurtigt og uden frygt for at blive set, så fuldstændig optaget syntes de to mænd nu at være af det, de havde for. Han førte en lille fløjte op til munden; han ventede åbenbart, at der skulle indtræffe noget.

Bilen standsede pludseligt. De to mænd sprang ud, hver på sin side, og styrtede op på fortovet nogle skridt fra kiosken. I samme øjeblik hørte man et forfærdet udråb fra kvinden og en skarp fløjten fra officeren. Samtidig greb de to mænd fat i sygeplejersken og slæbte hende hen mod bilen, men de syv sårede soldater dukkede pludselig op, som var de vokset ud af træstammerne, der skjulte dem, og kastede sig over angriberne.

Kampen varede ikke længe, eller rettere sagt: der blev ingen kamp. Da chaufføren mærkede, at angrebet mødte modstand, kørte han af sted, så hurtigt han formåede. Hvad de to mænd angår, forstod de, at deres foretagende var mislykkedes, og da de nu truedes af hævede stokke og krykker, for ikke at tale om den revolver, hvormed officeren sigtede på dem, slap de kvinden, satte i løb og forsvandt i Rue Brignoles mørke.

— Løb, alt hvad du kan, Ya-Bon! sagde officeren til den enarmede senegaleser. Fang en af dem og slæb ham hjem!

Han bød sygeplejersken armen. Hun skælvede over hele legemet og syntes en besvimelse nær.

— Vær blot ikke bange, søster Coralie! sagde officeren, det er mig, kaptajn Belval, Patrice Belval.

— Å, er det Dem, kaptajn? stammede hun.

— Ja, alle Deres venner er samlet for at forsvare Dem, alle Deres gamle patienter fra lazarettet!

— Tak, tak! Og hun tilføjede med dæmpet stemme: — Og de to mænd? De to mænd?

— De løb deres vej. Men Ya-Bon er efter dem!

— Men hvad ville de mig? Og ved hvilket underværk er alle I kommet til stede her?

— Det kan vi altid tale om, søster Coralie. Lad os nu først tale om Dem! Hvor skal jeg føre Dem hen? Tror De ikke, det var bedst, De kom ind til mig og hvilede Dem lidt efter den forskrækkelse?

Med en soldats hjælp ledte han hende hen til huset, som han selv havde lejet for knap en time siden. Søster Coralie lod ham gøre, som han ville. De gik ind i en lejlighed i stueetagen, ind i salonen, hvor der brændte en hyggelig kaminild. Han skruede op for det elektriske lys.

— Vær så god og sid ned! sagde han.

Hun sank ned på en stol, og kaptajnen gav straks sine ordrer:

— De, Porelard, henter et glas i spisestuen; og De, Ribrac, henter en karaffel frisk vand i køkkenet. De, Chatelain, skaffer en flaske rom, eller vent, søster bryder sig naturligvis ikke om rom, altså . . .

— Altså, sagde hun smilende, — kun et glas vand, om jeg må bede!

Hendes kinder havde nu fået lidt af deres farve tilbage. Læberne blev atter røde, og hun smilede tillidsfuldt. Hendes vindende og indtagende ansigt havde rene, næsten for fine træk, skær hud og et næsten naivt udtryk som hos et barn,...